Fra viking til kristen

"Vi var et stolt folk, som kæmpede for vores land. Vi stod sammen og kæmpede med hinanden." Sådan lød det for  over 1000 år siden - og sådan lyder det også i dag.

Den periode, som i dag kaldes vikingetiden, omfatter tiden ca. 800-1050. Vikingerne var de personer, der boede i Danmark, Norge og Sverige i perioden. Vikingetiden giver mange et billede af en hård og barsk tid.  De fleste har et billede af vikingen, som en barsk, vild kriger med langt skæg og hjelm med horn og det eneste de gjorde, var at plyndre, voldtage og slå ihjel. Dette billede, som ligger langt fra virkeligheden, er skabt af illustrationer til 1800-tallets bøger om disse fordums helte, men lever stadig. Men en viking var ikke altid kriger. Nogle var fredelige handelsfolk, der rejste mellem markedspladser og solgte deres varer.

Mange forbinder også runer med vikingetiden, men faktisk blev runer allerede brugt fra ca. 200 e. Kr.  Men først i vikingetiden bliver runesten almindelige. Efter kristendommen slår igennem, får indskrifterne på runestenene kristent indhold, men de går af mode efter vikingetiden.

Læs mere om runer her

I sagnet om Egils saga bliver vikingerne karakteriseret som barbariske og der var store magtkampe i vikingetiden. Mændene dominerede hinanden f.eks. ved at skære skægget af hinanden. Skægget symboliserede mændenes stolthed, så hvis man mistede magten, mistede man også sin ære. Dette bliver bl.a. beskrevet i et uddrag fra Egils saga:

" Egil trak sig sværd med den ene hånd og greb Armod i skægget med den anden og trak ham frem over sengefjælen. Armods kone og datter bad om hans liv og Egil skånede ham, men skar hans skæg af ved hagen og stak hans ene øje ud med sin finger. " 

Til gengæld behandlede mændene, kvinder og børn godt ifølge Egils saga. De lyttede til det de sagde og hjalp dem, hvis de var i nød. Selvom mændene behandlede, kvinder og børn godt, var det stadig mændene, der havde magten og kvinderne måtte indordne sig efter mændene. Dette bliver bl.a. beskrevet i et andet uddrag fra Egils saga:

"Thorfinns datter lå syg og Egil spurgte til hendes tilstand. Man mente, at hun havde haft sygdommen længe, ikke kunne sove, så hun måtte være forhekset. Egil fik lagt rene klæder under hende, fandt et stykke fiskegæller, hvorpå der var runer. Han læste dem, skar dem ud, kastede det afskrabede i ilden og lod hendes forrige klæder bringe ud at luftes. Derpå ristede han runer, og lagde dem under hendes hovedpude. Da vågnede hun ”op af søvne” og sagde, at hun nu havde det godt, men stadig var kraftesløs.  Thorfinn blev overmåde glad og lovede Egal al den hjælp, som han ønskede."

I starten af vikingetiden, havde vikingerne deres egen tro, asatroen, hvor Odin, Tor, Freja, Balder m. fl. befolkede en gudeverden, hvor guderne, der til forveksling lignede mennesker, konstant var i kamp mod det onde, nemlig jætterne. Man mente, at guderne havde magiske kræfter, så hvis man brugte nogle former for magi, blev man anset som meget magtfuld. Men omkring år 960 lader Harald Blåtand sig omvende til kristendommen og bliver døbt. Få år efter rejser han en runesten til minde om sig far og mor Gorm den Gamle og Thyra. Denne runesten regnes for at være Danmarks fødsels- og dåbsattest. Han mente, at han gjorde danskerne kristne, men det er tvivlsomt, hvor stor en del af befolkningen i Danmark, der måske allerede var kristne eller gik over til kristendommen i Harald Blåtands tid, men en udvikling var sat i gang.
Læs mere om Harald Blåtand her



På dette kalkmaleri ses jomfru
Maria med Jesusbarnet.

Den tidlige middel alder, ca. 1050-1150, var en meget urolig periode i Danmark. Her slog kristendommen for alvor igennem og Danmark var blevet et kristent land. Man havde nu fået en religiøs tankegang og den katolske kristendom var den ubetinget største og dominerende religion, og den prægede alle dele af samfundet.  Næsten alle vores ca. 2000 landsbykirker blev opført i perioden omkring år 1100 og munkeordenerne kom til Danmark, og et omfattende klosterbyggeri tog sin begyndelse. Alle kirkerne blev dekoreret med kalkmalerier, hvor de fleste af malerierne skildrede scener fra bibelen. Den store frygt i middelalderen var frygten for djævelen, hekse og andre frygtelige væsener, som ustandselig prøvede at plage mennesker med sygdomme og lemlæstelse, at fordærve afgrøderne og i menneskets dødsøjeblik at føre sjælen direkte ned i et gloende helvedesgab, som det er skildret på mange kalkmalerier.

Læs mere om kalkmalerier her

I historien om Abbed Vilhelms levned ser man store forskelle på middelalderfolkets og vikingernes dyder. Abbed Vilhelm som var en fransk munk, demonstrerede ved at tage tingene roligt og så positivt på tingene, hvorimod vikingen ville demonstrere ved at hævne sig og slå ihjel på disse krænkende overgreb. Dette ser man tydeligt i et uddrag af historien om Abbed Vilhelms levned:

" Klostrebrødene havde den indskydelse i deres hjerte, at de skulle tilføje den Guds mand forskellige krænkelser og plage ham med mange forurettelser og således tvinge ham til med at skamme drage hjem til sit eget fædreland. Men han ræddedes ikke ved de ugudelige ord, fordi han stod fast på den faste klippe. Thi hyppig drog han sig til minde det ord af apostelen: ”Trængsel virker tålmod, tålmodet prøvethed, prøvetheden håb; men håbet beskæmmer ikke” "

I Danmark troede man på den katolske kristendom. Meget i kirken foregik på sproget latin. Almindelige folk kunne ikke blive præster eller munke, da det krævede, at man havde lært at læse og skrive latin. Som kristen var man meget hellig. Man skulle bl.a. bede til gud, elske dyderne, være trofast og kunne tilgive. Man mente, at den eneste måde man blev tilgivet og blev et bedre menneske på, var at tro på Gud. Hvis man opfyldte alle kravene, ville man komme i himlen - hvis ikke, kom man i helvede.

I dag lever vi i år 2012. Mange dyder fra vikingetiden og middelalderen er så småt ved at uddø. Vi er bl.a. stadig kristne i Danmark. Dog ikke på samme måde som før. Hvert år holder vi juleaften, hvor vi synger julesalmer, får masser af god mad og giver gaver til vores nærmeste, men sådan var det slet ikke før i tiden. Dengang var juleaften en vågeaften, hvor man var stille og måske bad en bøn. I dag holder de fleste ikke juleaften for at fejre Jesus fødsel, men de holder det mere som en festaften, hvor man hygger sig med sine nærmeste. Langt de fleste bliver også i dag døbt og konfirmeret, men for mange er det ikke fordi, de tror på Gud. Nogle gør det pga. pengene og festen, og for andre er det bare en tradition.
Selvom mange dyder fra fra dengang så småt er ved at svinde bort, vil vikingetiden og middelalderen altid være en del af Danmark og danskerne.

Danmarks Fødsel og Vikingetiden

Vi dansker er meget stolte af vores land Danmark, vi har altid kæmpet for vores land, helt tilbage fra da Danmark blev født. Vi ser os selv som de sejeste kriger, der er ikke noget der kan stoppe os fra at kæmpe. Vi har et ry for at være stærke, modige og nationalistiske. Alt dette stammer helt tilbage fra vikingetiden.

Man siger at Danmark blev født i 960. da Harald Blåtand lod sig omvende til kristendommen og blev døbt. Blåtand får rejst en runesten til minde om sin mor Thyra og sin far Gorm den gamle. Runestenen står i dag i Jelling og regnes for at være Danmarks dåbsattest. Folket i 960 blev kaldt for vikinger. Vikingerne er idag et slags varemærke for danskerne. Når man hører ordet vikinger får man stærke associationer til en stor og stærk, voldsom og brutal kriger. Som plyndre og dræber. Men vikingetiden blev faktisk først interessant senere i historien, da Danmark mistede Norge i 1814. For at styrke nationalfølelsen og samle det danske folk igen "brandede" man vikingerne. Og vikingerne er noget vi dansker er utrolig stolte af.

Det er begrænset hvor meget vi ved om vikingenes samfundet men ved hjælp af arkæologiske fund og gamle sagaer kan vi få et indtryk af samfundet. Samfundet i vikingetiden var delt op i nogle sociale lag hvor nogle få storbønder tilhørte den dominerende del af samfundet. Så var der en stor og absolut den bredeste mængde bestod af frie bønder. Og i bunden af samfundet havde man trællene.

I sagaen Rigs vandring Link kan vi danne os et indtryk af samfundets fordeling og folkets forhold til guden Hejmdal. Vi kan ikke vide om sagaen er rigtig, eller om det overhovedet er noget der har fundet sted. Det er højst sandsynligt at fortællingen er fra overklassen og er blevet fortalt fra mund til mund i generationer. Men udfra sagaen kan vi få et indtryk af samfundet, da den skildre de sociale og økonomiske lag. Rigs vandring starter i bunden af samfundet og de mennesker han møder på sin vej bliver smukkere, dygtigere og klogere. Rig skulle forestille at være en dødelig udgave af Hejmdal Link 

Da vikingerne begyndte at blive kristne og ligge asatroen fra sig samtidig med at jyske lov blev indført ændrede samfundet sig for alvor.

I vikingetiden var vikingerne meget stolte, de plyndrede, kæmpede, voldtog og myrdede. Men de havde også god sans for handel og indførte handelstogter også kendt for plyndringstogter. Hvor de sejlede rundt og handlede med andre lande, vikingerne blev meget hurtig berygtet for deres noget usædvanlige og til tider brutale måde at handle på. Det hele var meget voldsomt og barbarisk i den tid og galskaben fortsatte i mange år. Men så indførte man i 1241 Jyske lov og vikingesamfundet ændrede sig gradvist. 

”Med lov skal man land bygge”  

som er den kendte indledning til Jyske lov. Og sætningen står da også meget passende på byrettens hus på Nytorv i København. I loven står der alle landets love, i tekst 39 Om afhug af lemmer står der følgende 

”… Ved Afhug af Lemmer kommer det an paa, hvilket Lem, der er afhugget; thi jo større Lyde deres Afhug volder, desto større Bod kræver det ogsaa. Derfor er det fastsat, at eftersom Afskæring af Næsen er mest vansirende og den største Skam for en mand, skal den med Hensyn til Bod sidestilles med manddrab. Ogsaa for afskæring af tungen, som det er et meget stort Tab at undvære, gælder samme Regel.”

Loven skulle retfærdiggøre men spørgsmålet er om det er retfærdigt at henrette en mand fordi han har skæret næsen eller tungen af en anden mand er retfærdighed? Men det er fordi der er forskel på hvad kropsdelens værdi havde dengang, noget af det værste man kunne gøre ved en mand i vikingetiden var at skære hans skæg af, det er en total ydmygelse imod hans manddom. Og han ville få det svært ved at se hans familie og andre mennesker i øjnene når han havde mistet alt hans manddom. Men næsen og tungen var også meget værdifulde kropsdele dengang, fordi hvis man ikke kunne lugte eller snakke var man jo ikke rigtig en mand. Og derfor var det værre for en mand at leve uden en næse eller tunge end at dø. 

Vikingetiden er helt klart en stor del af vores Danmarks historie, det var starten af Danmark, det er en periode som giver mange dansker en stærk national følelse. Der findes også mennesker idag som "dyrker" vikingetiden  og middelalder tiden som en slags hoppy. Der bliver holdt forskellige middelalder festivaler rundt omkring i landet. Hvor gæster kan komme og få et indblik i middelalderen. Og nogle danskere har asatroen som deres tro i stedet for kristendommen. Det er som om at vikingetiden og middelalderen kan samle folk sammen og hylde noget som vi dansker tydeligvis er meget stolte over. 

Fra viking til kristen

Danskerne er seje! – Synes vi i hvert fald selv. Vi er stærke, selvstændige, kloge og om ikke direkte krigeriske, så finder vi os i hvert fald ikke i noget fra nogen! Måske stammer denne selvforståelse helt tilbage fra vikingetiden, - og måske ville vi alle have gavn af at hælde lidt mere til den næstekærlighed, som sammen med kristendommen blev indført i middelalderen.

Vikingernes samfund var en slags stammesamfund. Den dominerende overklasse blev udgjort af nogle få storbønder, samtidig med at samfundets brede lag bestod af frie bønder, og underklassen bestod af trælle, som var slaver uden rettigheder.
Læs mere om vikingetiden her
Det var et øje-for-øje-princip dengang – hvis der blev slået ihjel, ville det blive hævnet af et familiemedlem eller en ven. Det kan man se mange eksempler på i de gamle vikingesagn og -sagaer.

Citat fra ”Egils Saga”:
”Egil stødte døren op, gik hen til hans seng, trak sit sværd med den ene hånd, greb med den anden Armod i skægget, og trak ham frem over sengefjælen. Men Armods kone og datter sprang op, og bad for hans liv. Skønt Egil havde grund til at dræbe ham, skånede han dog for deres skyld hans liv, men skar hans skæg af ved hagen, og stak hans ene øje ud med sin finger, så det hang ned på kinden.”



Højeste gud,
Odin


I denne saga skånede Egil Armods liv, men ydmygede ham på det groveste ved at skære hans skæg af og tage hans øje. Det er et godt eksempel på, hvordan moralen var dengang. Det, at slå ihjel, var en del af kulturen, og det hørte også til religionen asatro. Asatro er, da man troede på Odin som højeste gud. Hvis man døde på slagmarken, kom man op til guderne i Valhalla, hvor man skulle kæmpe på slagmarken hver dag. Når så dagen var omme, blev alle dem, der var blevet slået ihjel, levende igen, og alle mand kunne gå side om side ind til gudernes bord til et kæmpe festmåltid.
Læs mere om asatro - nordisk mytologi her
Folket i vikingetiden var asatroende. Dog lod Harald Blåtand sig i 960 omvende til kristendommen ved at lade sig døbe. Så vidt man tror, pressede han ikke sine undersåtter til at omvende sig til kristne, det varede i hvert fald lang tid, før folket blev kristne. Man mener også, at kristendommen mest hørte overklassen til, og at der helt frem til 1200-tallet var en sameksistens mellem kristendommen og asatroen.
Da man så nåede frem til 1200-tallet var næsten alle mennesker i Danmark blevet kristne, og man var nået godt ind i den tidsperiode, vi kalder for middelalderen.
Læs om middelalderen her

Middelalderens samfund var et feudalt samfund, hvor overklassen bestod af adelige og herremænd, der ikke skulle betale skat, men til gengæld stå til rådighed med mænd, hvis der udbrød krig. Middelklassen bestod ligesom i vikingetiden af frie bønder, men også af fæstebønder, som arbejdede for herremændene, og nederst i hierarkiet var de jordløse.
I middelalderen var næsten alle danskere som sagt blevet kristne, og det gjorde en stor forskel for moralen i samfundet. I 1150-1250 blev landskabslovene ”Jyske Lov”, ”Skånske Lov” og ”Sjællandske Lov” dannet.
I ”Skånske Lov” Kap. 43 er det bemærkelsesværdige, at man nu skulle betale bod for manddrab, i stedet for at hævne sig ved at slå gerningsmanden ihjel. Øje-for-øje-princippet eksisterede simpelthen ikke længere.

Citat fra fortalen til ”Jyske Lov”:
”Det er Kongens og Landets Høvdingers Embede at overvaage Domme og gøre Ret og frelse dem, der tvinges med Vold, saasom Enker og værgeløse, Børn, Pilgrimme og Udlændinge og fattige - dem overgaar der tiest Vold - og ikke lade slette Mennesker, der ikke vil forbedre sig, leve i sit Land; thi idet han straffer og dræber Ugerningsmænd, da er han Guds Tjener og Landets Vogter. (…) Det skal alle verdslige Høvdinger ogsaa vide, at med den Magt, Gud gav dem i Hænde i denne Verden, overdrog han dem ogsaa at værge sin hellige Kirke mod alle Krav. Men bliver de glemsomme eller partiske og ikke værger, som ret er, da skal de paa Dommens Dag staa til Ansvar, hvis Kirkens Frihed og Landets Fred mindskes ved deres Skyld i deres Tid.”
Læs hele fortalen til "Jyske Lov" her

I fortalen til ”Jyske Lov” kan vi også se, hvor stor en del kristendommen var i det politiske system i middelalderen. Der står endda, at hvis ikke kongen var retfærdig, ville han blive straffet på Dommens dag, altså ryge i Helvede.
Generelt blev folk nødt til at følge den kristne moral, ellers ville de komme til at betale for det, når deres sidste dag var kommet og deres sjæle skulle vejes. I kirkerne prædikede præsterne på latin, så for at de almindelige ulærde mennesker skulle kunne forstå det, blev der lavet mange kalkmalerier i kirkerne. F.eks. kalkmalerier, der forestiller sjælevejningen, hvor det skulle bestemmes, om man skulle i Himlen eller Helvede.


Kalkmaleri fra Højby Kirke, ca. år 1380: Ærkeenglen Mikaels sjælevejning



Når vi tænker tilbage på vikingetiden i dag, tænker vi på store vrede mennesker, der drak mjød og sejlede rundt i store udsmykkede skibe for at plyndre, slå ihjel og erobre land. Det var et stærkt folk, som vi er stolte af at kigge tilbage på i den danske historie. Det minder os om en tid, hvor Danmark var et stort og magtfuldt land. Vi ser det stadig i dagens Danmark til fodboldkampe, hvor folk render rundt med røde og hvide hjelme med horn i siderne. Vi har mange gange igennem Danmarks historie brugt vikingetiden til at styrke nationalfølelsen når vi har fået et slag for meget. Ja, man kan jo se det selv i vores nationalsang ”Der er et yndigt land” fra 1800-tallet:

 

Viking



”Der sad i fordums tid
de harniskklædte kæmper,
udhvilede fra strid
udhvilede fra strid.
Så drog de frem til fjenders mén,
nu hvile deres bene
bag højens bautasten,
bag højens bautasten.”  





Men det var måske meget godt at middelalderen kom med kristendommen, så vi kunne få et lidt mere civiliseret samfund i Danmark. Og det er jo heller ikke sådan at nationalfølelsen gik helt tabt, bare fordi vi begyndte med at tage lidt mere hensyn til hinanden. Vi har et meget tydeligt kristent nationalsymbol fra middelalderen, som vi i den grad bruger i dagens samfund, nemlig Dannebrog.
Læs legenden om Dannebrog her
Danmark er et af de lande i verden der flager allermest, til fødselsdage, helligdage, bryllupper, begravelser, osv. og danskere maler sig røde og hvide i hovedet til fodboldkampe.

Danmarks stærke image udadtil er de stærke vikinger fra nord, og selve kulturen i Danmark er præget af kristendommen i en ufattelig grad. Overgangen til kristendommen er en vigtig del af den udvikling, der er sket i Danmark. Og hvis man kigger på de historiske søjler, Danmark er bygget på, er vikingetiden og kristendommens indførelse nok nogle af de perioder der betyder allermest, netop fordi de følger os i så stor en grad den dag i dag.