Fra viking til kristen

"Vi var et stolt folk, som kæmpede for vores land. Vi stod sammen og kæmpede med hinanden." Sådan lød det for  over 1000 år siden - og sådan lyder det også i dag.

Den periode, som i dag kaldes vikingetiden, omfatter tiden ca. 800-1050. Vikingerne var de personer, der boede i Danmark, Norge og Sverige i perioden. Vikingetiden giver mange et billede af en hård og barsk tid.  De fleste har et billede af vikingen, som en barsk, vild kriger med langt skæg og hjelm med horn og det eneste de gjorde, var at plyndre, voldtage og slå ihjel. Dette billede, som ligger langt fra virkeligheden, er skabt af illustrationer til 1800-tallets bøger om disse fordums helte, men lever stadig. Men en viking var ikke altid kriger. Nogle var fredelige handelsfolk, der rejste mellem markedspladser og solgte deres varer.

Mange forbinder også runer med vikingetiden, men faktisk blev runer allerede brugt fra ca. 200 e. Kr.  Men først i vikingetiden bliver runesten almindelige. Efter kristendommen slår igennem, får indskrifterne på runestenene kristent indhold, men de går af mode efter vikingetiden.

Læs mere om runer her

I sagnet om Egils saga bliver vikingerne karakteriseret som barbariske og der var store magtkampe i vikingetiden. Mændene dominerede hinanden f.eks. ved at skære skægget af hinanden. Skægget symboliserede mændenes stolthed, så hvis man mistede magten, mistede man også sin ære. Dette bliver bl.a. beskrevet i et uddrag fra Egils saga:

" Egil trak sig sværd med den ene hånd og greb Armod i skægget med den anden og trak ham frem over sengefjælen. Armods kone og datter bad om hans liv og Egil skånede ham, men skar hans skæg af ved hagen og stak hans ene øje ud med sin finger. " 

Til gengæld behandlede mændene, kvinder og børn godt ifølge Egils saga. De lyttede til det de sagde og hjalp dem, hvis de var i nød. Selvom mændene behandlede, kvinder og børn godt, var det stadig mændene, der havde magten og kvinderne måtte indordne sig efter mændene. Dette bliver bl.a. beskrevet i et andet uddrag fra Egils saga:

"Thorfinns datter lå syg og Egil spurgte til hendes tilstand. Man mente, at hun havde haft sygdommen længe, ikke kunne sove, så hun måtte være forhekset. Egil fik lagt rene klæder under hende, fandt et stykke fiskegæller, hvorpå der var runer. Han læste dem, skar dem ud, kastede det afskrabede i ilden og lod hendes forrige klæder bringe ud at luftes. Derpå ristede han runer, og lagde dem under hendes hovedpude. Da vågnede hun ”op af søvne” og sagde, at hun nu havde det godt, men stadig var kraftesløs.  Thorfinn blev overmåde glad og lovede Egal al den hjælp, som han ønskede."

I starten af vikingetiden, havde vikingerne deres egen tro, asatroen, hvor Odin, Tor, Freja, Balder m. fl. befolkede en gudeverden, hvor guderne, der til forveksling lignede mennesker, konstant var i kamp mod det onde, nemlig jætterne. Man mente, at guderne havde magiske kræfter, så hvis man brugte nogle former for magi, blev man anset som meget magtfuld. Men omkring år 960 lader Harald Blåtand sig omvende til kristendommen og bliver døbt. Få år efter rejser han en runesten til minde om sig far og mor Gorm den Gamle og Thyra. Denne runesten regnes for at være Danmarks fødsels- og dåbsattest. Han mente, at han gjorde danskerne kristne, men det er tvivlsomt, hvor stor en del af befolkningen i Danmark, der måske allerede var kristne eller gik over til kristendommen i Harald Blåtands tid, men en udvikling var sat i gang.
Læs mere om Harald Blåtand her



På dette kalkmaleri ses jomfru
Maria med Jesusbarnet.

Den tidlige middel alder, ca. 1050-1150, var en meget urolig periode i Danmark. Her slog kristendommen for alvor igennem og Danmark var blevet et kristent land. Man havde nu fået en religiøs tankegang og den katolske kristendom var den ubetinget største og dominerende religion, og den prægede alle dele af samfundet.  Næsten alle vores ca. 2000 landsbykirker blev opført i perioden omkring år 1100 og munkeordenerne kom til Danmark, og et omfattende klosterbyggeri tog sin begyndelse. Alle kirkerne blev dekoreret med kalkmalerier, hvor de fleste af malerierne skildrede scener fra bibelen. Den store frygt i middelalderen var frygten for djævelen, hekse og andre frygtelige væsener, som ustandselig prøvede at plage mennesker med sygdomme og lemlæstelse, at fordærve afgrøderne og i menneskets dødsøjeblik at føre sjælen direkte ned i et gloende helvedesgab, som det er skildret på mange kalkmalerier.

Læs mere om kalkmalerier her

I historien om Abbed Vilhelms levned ser man store forskelle på middelalderfolkets og vikingernes dyder. Abbed Vilhelm som var en fransk munk, demonstrerede ved at tage tingene roligt og så positivt på tingene, hvorimod vikingen ville demonstrere ved at hævne sig og slå ihjel på disse krænkende overgreb. Dette ser man tydeligt i et uddrag af historien om Abbed Vilhelms levned:

" Klostrebrødene havde den indskydelse i deres hjerte, at de skulle tilføje den Guds mand forskellige krænkelser og plage ham med mange forurettelser og således tvinge ham til med at skamme drage hjem til sit eget fædreland. Men han ræddedes ikke ved de ugudelige ord, fordi han stod fast på den faste klippe. Thi hyppig drog han sig til minde det ord af apostelen: ”Trængsel virker tålmod, tålmodet prøvethed, prøvetheden håb; men håbet beskæmmer ikke” "

I Danmark troede man på den katolske kristendom. Meget i kirken foregik på sproget latin. Almindelige folk kunne ikke blive præster eller munke, da det krævede, at man havde lært at læse og skrive latin. Som kristen var man meget hellig. Man skulle bl.a. bede til gud, elske dyderne, være trofast og kunne tilgive. Man mente, at den eneste måde man blev tilgivet og blev et bedre menneske på, var at tro på Gud. Hvis man opfyldte alle kravene, ville man komme i himlen - hvis ikke, kom man i helvede.

I dag lever vi i år 2012. Mange dyder fra vikingetiden og middelalderen er så småt ved at uddø. Vi er bl.a. stadig kristne i Danmark. Dog ikke på samme måde som før. Hvert år holder vi juleaften, hvor vi synger julesalmer, får masser af god mad og giver gaver til vores nærmeste, men sådan var det slet ikke før i tiden. Dengang var juleaften en vågeaften, hvor man var stille og måske bad en bøn. I dag holder de fleste ikke juleaften for at fejre Jesus fødsel, men de holder det mere som en festaften, hvor man hygger sig med sine nærmeste. Langt de fleste bliver også i dag døbt og konfirmeret, men for mange er det ikke fordi, de tror på Gud. Nogle gør det pga. pengene og festen, og for andre er det bare en tradition.
Selvom mange dyder fra fra dengang så småt er ved at svinde bort, vil vikingetiden og middelalderen altid være en del af Danmark og danskerne.